Flere af de andre mødre sagde, at de slet ikke lånte bøger til deres børn. Det var for besværligt, når biblioteket lå så langt væk, og så var der alle de der lånefrister, der skulle overholdes. Det turde de slet ikke binde an med. Enden på det blev, at jeg blev sendt hjem fra forsamlingshuset for at ringe ind til biblioteket, og høre, hvad der skulle stå i en ansøgning om at få Bogbussen til at komme ud til os – og minsandten vores henvendelse bar frugt. 

Vi har i landsbyen HejIskov siden januar i år hver lørdag haft besøg af Bogbussen fra Skive Bibliotek. Jeg vil i mit foredrag kredse om spørgsmålet, hvad den lokale identitet i et lille landsbysamfund som Hejlskov egentlig består i som eksempel på et samfund, der modtager besøg af en biblioteksbus.

Min baggrund for at tale om livet i Hejlskov er, at jeg altid har boet i lokalområdet m.a.o.: Jeg er født og opvokset i det lokalområde, hvor Hejlskov ligger – ligesom begge mine forældre før mig og så langt jeg kan ane bagud i slægtleddene, så kommer de alle fra egnen. Efter endt skolegang og gymnasie i Skive, købte jeg sammen med min mand et hus i Hejlskov i 1973. Jeg begyndte kort efter som fjernstuderende at læse antropologi på universitetet i Århus, som ligger ikke mindre end 100 km væk. Og lige siden dengang har mit lokale bibliotek i Skive døjet med mine små fedtede sedler med mere eller mindre læselige titler på de særeste bøger. Kun afbrudt af et år, hvor jeg boede på værelse i Skive, et års uddannelse i USA og nogle antropologiske feltstudier i Asien, har jeg således altid boet i lokalområdet. Jeg blev færdig som antropolog for 12 år siden og har siden hen været ansat i Århus på Universitetet som forsker og underviser ved antropologi eller etnografi, som det hedder i Århus. I de seneste år er min arbejdsplads rykket endnu længere væk. Jeg arbejder nemlig i København på Nationalmuseet, hvor Carlsbergfondet de seneste 2,5 år har betalt mig for at forske i nomader i Centralasien. – Altså kort og godt:

1. Jeg holder så meget af den egn, hvor jeg er født, at jeg har valgt at blive der. 

2. For mig har det kunnet lade sig kombinere med det at arbejde i nationens hovedstad København. 

3. Hvor jeg arbejder antropologisk med et emne i det fjerne land Kirghizistan på grænsen til Kina. 

Jeg går ikke ud fra, at nogen af jer nogensinde har hørt om landsbyen Hejlskov, så jeg bør nok forklare, hvor den ligger. Kører man i bil ca. 150 km nord på her fra Askov og op mod Limfjorden – ja så stopper asfalten i sagens natur på et tidspunkt, om ikke før, så når man rammer fjorden. Et af de steder ved Limfjorden, hvor asfalten således stopper – der ligger landsbyen Hejlskov. – Og denne lokalitet får hver lørdag formiddag på slaget kl. 9.30 besøg af Bogbussen fra Skive Bibliotek. Bogbussen holder på gårdspladsen i præstegården, bogstaveligt talt lige der, hvor asfalten stopper – og nogle ville måske foranlediges til at tro, at det også er stedet hvor civilisationen ender og naturen tager over. Eller hvor larmen og det hektiske liv hører op, og stilheden eller måske kedsomheden begynder. 

Men sådan er det ikke – tværtimod – for vi har så mange foreninger, mærkedage og aktiviteter i vores lille samfund på ca. 30 husstande, at vi dårligt kan nå at gå til det hele. Egentlig skulle jeg sige “hernede” for sådan siger vi og andre lokale om Hejlskov, der ligger nede i et hul i ly af store bakker på de tre sider. I grunden har vi så meget kultur, at hvis mange af os, – hvis vi ikke havde adgang til hjælpemidler som computere, Internet, fax etc. i vore huse, havde investeret i 2 biler og havde muligheden for at tage fly til og fra Karup – ja, så ville nogen af os dårligt kunne nå at passe vores arbejde ved siden af al den kultur. 

Og hvis der er nogen af jer, der før syntes, at det lød idyllisk med Bogbussen foran præstegården med de småsprossede vinduer og med de gamle lindetræer i haven, så må jeg selvfølgelig bekende, at det er idyllisk i Hejlskov, men at bo her kræver nok en bestemt livsform og en vilje til at udholde transportvejen til skole, arbejde og fritidsaktiviteter. 

Men hvad er det så for en social og kulturel størrelse, der får besøg af Bogbussen hver lørdag formiddag? 

Landsbyen udgør en klart afgrænset enhed såvel fysisk i landskabet som socialt ved de relationer, der eksisterer mellem indbyggerne. 

Fysisk består enheden af nogle jorder – et såkaldt ejerlav. På disse jorder ligger der dels en landsbykerne med 19 husstande og dels en bebyggelse spredt ude i bakkerne på 7 husstande samt et par andre huse. I Hejlskov skelner vi mellem dem “inde i byen” og så dem, vi i daglig tale kalder “udflytterne”. 

De fleste husstande ejer gårde. Vi har aldrig haft en bager, en købmand eller deslige, endsige fortov eller gadelys – og gudskelov for det sidste! Det vil vi heller ikke have. Så kan vi jo ikke så godt se stjernerne om aftenen. 

Jeg skal forsøge at opregne nogle af de relationer, der gør landsbyen til en social enhed, men jeg glemmer sikkert en del: 

Arbejde: 

Først kan nævnes de naturlige aktiviteter, der springer ud af det dominerende landbrugserhverv. Det drejer sig om fælles ejerskab af visse maskiner og samarbejde omkring visse arbejdsprocesser i landbruget: Såning, høstning, pasning af dyretc. 

Det officielle liv med foreningerne: 

Dernæst har vi et rigt foreningsliv. Det kan man vist roligt sige i betragtning af, at vi kun er ca. 50 voksne og 30 børn. Vi har nemlig hele tre foreninger, hvori indgår et varierende antal husstande.

1. forsamlingshuset som afholder fester som juletræ, fastelavn, sommerfest og ikke at forglemme høstfesten på næste fredag. Disse fester vil samle så godt som alle Hejlskovs husstande – både dem inde i byen og så udflytterne. Når vi siger Hejlskov, er “udflytterne” altid tænkt med. I forsamlingshuset arrangeres et par gange om året et foredrag eller lidt folkedans eller andet. Så er der hver den første søndag i advent en fælles gåtur ud i landskabet med barnevogne og klapvogne, børn på cykler – og med efterfølgende kaffe i forsamlingshuset. 

2. Så er der det fælles frysehus, som her i sommer desværre brød sammen, og nu er blevet nedlagt, så nu går vi glip af det årlige orgie i wienerbrød til generalforsamlingen, hvor vi ellers alle plejer at møde op. Men for nyligt blev det dog ved et møde bestemt, at vi i hvert fald skulle mødes en gang mere i det regi. Nemlig når frysehuset er blevet genopført på Elmuseet i Tange, så skal vi have en udflugt derned sammen fra Hejlskov for at gense det. 

3. Så er der endelig vandværket, hvor formandsskabet går på skift og hvor formanden passer vandværket, er kasserer og sidst men ikke mindst afholder den årlige generalforsamling -“vandværksgildet”. Og det er absolut ikke at kimse ad!

Nu tror de fleste af jer vel nok at sådan noget med NGO og alternative, uofficielle parallelle møder kun er noget der hører Det sociale Topmøde i København og FN kvindekonferencen i Peking til – men at afholde sådan nogle møder, det har vi nu brugt i Hejlskov i mange år. Det vil konkret sige, efter at manden ved 20-tiden (i gamle dage efter TV­avisen var overstået) har begivet sig af sted til formandens hus, hvor vand-værksgildet holdes, så pakker konen ungerne sammen og mødes med de andre koner et alternativt sted i byen. Ind marcherer vi med unger. Barnevogne parkeres i baggangen og weekendsenge stilles op til de unger, der har fået den ide, at de ikke mener, de kan falde i søvn på en sofa. – Men vi mangler altid en af konerne, for hende formandens kone, hun kan jo ikke være med: “Hun skal jo servere for mændene”. 

Med NGO-mødet har vi sådan set taget hul på det uofficielle liv i byen. Og det er ikke mindre rigt end det officielle foreningsliv. Vi har mange riter. Nogle er gamle: F.eks. alle kvinder går på barselsvisit. Det foregår på den måde, at den nærmeste nabo forhører sig hos den nybagte mor, om hvornår vi skal komme til eftermiddagskaffe. 

Ved bryllupper og begravelser pynter vi kirken, før ceremonien. 

Ved bryllupper og sølvbryllupper rejser de nærmeste naboer en æresport af blomster og med kulørte lamper. Flot skal det være: Runde fødselsdage, bryllupper og sølvbryllupper markeres med fester med musik og dans i forsamlingshuset, hvor alle Hejlskovboerne er inviteret med. 

En anden rite er kun 4-5 år gammel i landsbyen. Forleden var jeg og min mand centrum for begivenheden: Natten før vores kobberbryllupsdag indtraf, blev vi ved 0:30-tiden “vækket” med høj musik ude fra vores gårdsplads. Ud fra et stereoanlæg brølede Lars Lilholt sin »Kald det kærlighed” for fuld udblæsning. Da vi kom uden for døren, måtte vi bukke os for at kunne komme ud gennem en halv æresport, blomstersmykket med lyng og roser og ensfarvede små lys. Derude i gården stod en 30-40 naboer og enkelte familie-medlemmer, som de havde allieret sig med. Med sig havde de gammel dansk, kaffe på kanden og brød. – Og så ville de ind. 

– Så da Bogbussen kom næste morgen kl. 9.30 til landsbyen, var der vist ret stille dernede. I hvert fald fandt jeg næste dag liggende op ad stolpen på æresporten en plasticpose, hvori indpakket lå mine bøger bestilt fra Det Kongelige Bibliotek og som jeg efter nattens tumult havde glemt alt om skulle afhentes; – men i den slags tilfælde er det jo godt at have en flink bibliotekar i Bussen. 

Jeg har nævnt et par eksempler på relationer eller aktiviteter, der samler Hejlskovboerne til en social enhed, der handler indadtil.  

Det må være i kontekster som disse, vi føler hvad vi kunne kalde en fælles lokal identitet. Vi taler aldrig sammen om­ vores såkaldt lokale identitet. Den er ikke italesat. Der er bare visse ting, vi gør sammen. 

Alle de her eksempler skal illustrere, at for mange HejIskov-boere fungerer fra gammel tid naboskabet derfor således også som nærmeste arbejdsfællesskab og venskab. 

For mig at se er lokal identitet ikke kun en forestilling nogle mennesker i et område eller et boligkvarter bærer rundt på, men den repræsenterer derimod en bestemt fremstillingsmåde, som bidrager til en bestemt adfærd eller bestemte handlinger i forhold også til det større samfund. Kun enkelte gange i nyere tid har vi handlet direkte og samlet i forhold til det større samfund. Den ene gang var, da vi fik Bogbussen til at besøge os hver lørdag. En anden gang var for nogle år siden, da vi på basis af en underskriftindsamling henvendte os til Kommunen (Skive) om at få gjort noget ved en trafikfarlig skolevej, hvor vi især om sommeren møder de travle strandturister, der skal ud og bade i fjorden neden for Hejlskov. Der opstår farlige situationer på den smalle og krogede vej, og vi kæmper endnu med kommunen om, at der skal anlægges en skolesti. 

Med hensyn til spørgsmålet om, hvad lokal identitet er for noget, så synes jeg, at man meget nemt kan komme til at stille de forkerte spørgsmål. 

Det er ikke vigtigt at få afdækket, hvad der skal til for at vi regnes for rigtige Hejlskovboere, hvor længe vi skal have boet her, og om vi er at regne til de gamle slægter i byen, om vi er tilflyttere eller ikke. Jeg har faktisk, når jeg tænker over det aldrig hørt nogen bruge denne betegnelse “tilflytter” i Hejlskov. Vi taler som sagt kun om “udflytterne”. 

I grunden mener jeg ikke, det er særlig frugtbart at spørge, hvad det vil sige at være en Hejlskovbo, hvilken betydning der ligger bag identiteten? Om der findes en bestemt Hejlskov-identitet, eller for den sags skyld en bestemt Salling­identitet eller en Fynbo-identitet eller en Nørrebro-identitet. 

Vil man afdække, hvad lokal identitet vil sige, er det langt vigtigere at tænke en både-og identitet, der er segmentær og i opposition til vores forestillinger om andre lignende identiteter. Det navn eller den betegnelse, folk kalder sig selv ved eller af andre stemples med, bærer på en identitet, der er relativ og funderet i en social historie. 

Hvad der i den sammenhæng er vigtigt at finde ud af, er hvor gruppen selv befinder sig, og under hvilke omstændigheder den overhovedet udgør en gruppe, der handler eller erfarer på en bestemt måde. 

En berømt antropolog sagde en gang, at der skal mindst to til at lave en forskel, ligesom der skal to hænder til at klappe. Uden den anden har man ligesom kun lyden af en hånd, der klapper. Hvis der ikke er nogle “andre”, så har vi ikke et “selv”, så er der ikke noget at forstå. Og forsøget på at ville forstå vores omgivelser, både de menneskelige og de naturlige: Det er noget af det, der gør os til mennesker, til bærere af kultur. 

Frem for at finde ind til det essentielle i en lokal identitet, eksempelvis den i Hejlskov, er det i stedet langt vigtigere at forsøge at indkredse: 

1. Hvornår vi føler os som et medlem af en familien Nielsen overfor en familien Sørensen i lokalområdet. En Hejlskovbo overfor en fra Bøstrup, en bybo overfor en landboer, en skandinav overfor en fra Tyskland, en jyde overfor en fra Sjælland, en dansker overfor en svensker, en kristen overfor en muslim, en europæer overfor en amerikaner, o.s.v. 

2. Det er vigtigt at forsøge at indkredse i hvilke situationer, vi gør krav på “at være indfødte”, og hvilket niveau af identiteten vi så taler om. 

Udtrykt på en anden måde kan man sige, at identiteten indeholder mange niveauer, der er i opposition til andre identiteter, som vi forestiller os eksisterer. Lokal identitet er derfor relativ. 

Med andre ord, så lever vi som enkeltindivider mere eller mindre harmonisk med en række forskellige identiteter, vi er som kulturelle individer i stand til det utrolige: Nemlig at leve med forskellige sprog eller dialekter, hvortil der er knyttet forskellige semantiske universer. Hvilken af dem træder i kraft i situationen afhænger af den konkrete sammenhæng/kontekst, vi som enkeltindivider netop befinder os i på et givet tidspunkt. Der vil således være himmel til forskel på min identitetsfølelse, når jeg deltager i den internationale kongres i Bukhara i Uzbekistan om 2 uger, eller på min identitetsfølelse, når jeg er med til at gøre hovedrengøring i Hejlskov forsamlingshus, eller er hos min mor til familiekomsammen med repræsentanter for min far og mors to omfangsrige landboslægter. 

Jeg håber, det er fremgået, at vi har masser af kultur og identitet i dag i det lille lokalområde, som Hejlskov ligger i. – Mere af det og vi ville ikke være i stand til at passe et fuldtidsjob ved siden af! 

Det er helt anderledes konkrete ting, vi mangler i et lille samfund som Hejlskov, en bogbus (som vi har fået) og en cykelsti langs en trafikfarlig skolevej. Begge ting noget der forøger livskvaliteten, at vi kan låne bøger, og at vi tør cykle på landevejen. Vi har brug for noget, der vil gøre livet i de små lokalsamfund lettere at leve i for især børnefamilierne, og som ville kunne betyde at ældregenerationen ikke er nødt til at forlade landsbyen, når den erhvervsaktive alder ophører, kørekortet forsvinder, og der ikke i huset eller på gården er en voksen søn eller datter, der kan sørge for pleje og indkøb. 

Pointen er, at politikerne og de bevilgende myndigheder i stedet for at iværksætte initiativer til styrkelse af den lokale identitet, måske virkelig burde lytte til lokalbefolkningens egne konkrete ønsker. 

Til slut har jeg kun at sige: Vores erfaring i Hejlskov er, at alt for mange ting ligger udenfor det område hvor folk bor. Det ville da være nemmere f.eks. for en lærer i et givet emne, at køre de 20 km ud i lokalsamfundet og undervise landsbyens børn der, hvor de bor, fremfor at vi forældre først skal ræse hjem fra Skive, hvor mange af os arbejder, hente børnene og dernæst ræse med dem ind til Skive med en halv times mellemrum til de fritidsudbud, som centeret udbyder. 

– På trods af anstrengelserne gør vi det rask væk alle i Hejlskov – alt sammen som led i at give børn i landdistrikterne opvækstvilkår, som matcher dem, som størsteparten af Danmarks øvrige børn har. Kort sagt, vi forsøger at opdrage dem til borgere i et moderne samfund. Det er i dag ikke nok at have haft en barndom, hvor man efter endt skoledag har været med til at fiske på fjorden eller har lyttet til lærkens trillen over roemarken. 

Tak for jeres opmærksomhed. 

Esther Fihl